Jeg var en 7,2'er

Venskab og ensomhed

Som jeg sad dér på altanen og var ked af det, kom jeg til at tænke. Tænke om jeg måske have ladet mit forhold fylde det hele og i mellemtiden glemt mine veninder. De veninder jeg lige dér havde aller mest lyst til at ringe til. For var det okay at ringe, når det var fordi, jeg havde brug for deres hjælp, når jeg ikke havde gjort mig særlig umage for at tilbyde min hjælp til dem, da alt var idyl i det lille hjem?

Det sidste stykke tid har jeg følt mig som en rigtig shitty veninde. Ikke fordi jeg har gjort noget for at såre eller gøre dem kede af det, men af den simple årsag, at jeg ikke har plejet venskabet. For ligesom et kærlighedsforhold, kræver venskab også tid og pleje. Jeg har levet i en lille bobbel af parforhold, udadtil undskyldt af for meget arbejde og for mange hausfrau-opgaver – for hjemmet og vasketøjet ordner jo ikke sig selv, vel?

Men det er en løgn. For sandheden er, at jeg ikke har haft vanvittig meget arbejde den sidste måneds tid, men når jeg var færdig med dagens gøremål, og min kæreste kom hjem kl 18, var han den, jeg havde allermest lyst til at bruge tid med. Og på en måde er det jo helt fantastisk, at jeg stadig, 10 mdr inde i vores forhold, stadig er så smask-forelsket, at jeg værdsætter hvert minut, vi får lov at bruge sammen. Og det forhold har jeg i høj grad plejet. Jeg har ryddet op, vasket tøj og lavet aftensmad klar stort set hver dag, når han vender hjem fra arbejde, så vi kunne bruge aftenerne på at hygge os sammen. Men har jeg glemt mine veninder?

For hverken min kæreste eller jeg er jo på vej nogen steder hen, vores tid er ikke ved at løbe ud, så hvorfor prioriterer jeg ikke flere aftener på at se mine veninder, som jeg ved er der uanset hvad? Jeg ved det ikke. Men jeg kan mærke, at jeg har lyst til at give dem mere plads i mit liv. Både fordi jeg savner dem og holder helt vildt meget af dem, men også af helt egoistiske årsager, fordi jeg bliver i tvivl, når min kæreste og jeg har været uvenner – som man jo naturligt bliver engang imellem, når man bor sammen – om jeg så kan tillade mig at ringe dem op og snakke ud. For er det okay at ringe, når det er fordi, jeg har brug for deres hjælp, når jeg ikke har gjort mig særlig umage for at tilbyde min hjælp til dem, når alt er idyl i det lille hjem?

Det vil jeg virkelig prøve at blive bedre til! For jeg værdsætter dem virkelig, og selvom jeg nogle gange tvivler på, om det er okay at ringe, når lokummet brænder, ved jeg jo, at de er der. Så nu er min mission at vise dem, at jeg i hvert fald også er der for dem! Kender i den følelse, og har I nogle gode tips til, hvordan man husker at pleje ens tidligere relationer, når man pludselig er helt caught up i ens parforhold? Udover rent praktisk at sætte mere tid af i kalenderen?

xx

Marie(duved)

 

   

2 kommentarer

  • Line

    Bare send dem en lille besked engang i mellem hvordan det går og hvad de går og laver! Tro mig det hjælper utrolig meget, for selvom du måske ikke lige har tid til at ses, viser det at du er intresseret i dem og savner dem ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg var en 7,2'er