At blive skilsmissebarn, når man er 21
Hvad sker der, når alt, hvad man nogensinde har kendt, pludselig vendes på hovedet? Når barndomshjemmet er solgt til højest bydende, og man skal besøge to forskellige steder, når man vender hjem til byen, hvor alting startede? Når man ikke længere har gifte forældre, men er skilsmissebarn? Det er jeg ved at finde ud af.
Mine forældre er ved at blive skilt. Skilt. Ordet smager dårligt i munden, men situationen er på ingen måde grim. De er gode venner, og jeg har kæmpe respekt for, at man stopper op og erkender, at det der engang var helt perfekt, ikke længere er dét, der gør en lykkelig. Så jeg respekterer den modighed, mine forældre udviser, og jeg forstår dem godt.
Men hvad nu? Jeg tog egentlig nyheden pænt, da den kom. Jeg fokuserede på at passe på min bror, der trods alt er mere tryghedsmenneske end mig selv. Fokuserede på at få ham roligt gennem den omvæltning, han skal leve i i minimum de tre år, han skal gå på gymnasiet. Det var vigtigt for mig, at han vidste, jeg også syntes, situationen var svær, men at det hele nok skulle gå. Jeg tror, jeg lynhurtigt flyttede mit fokus fra egne følelser til, hvordan jeg bedst hjalp ham. Jeg tillod ikke mig selv at være ked af det.
Sådan var det nogle uger, til min mor fik nøglerne til sit nye hjem, hendes nye virkelighed. Jeg havde et mindre panisk anfald, fuld af bekymring for, om tingene nu ville gå så godt, som mine forældre forsikrede os om. For jeg tror virkelig på, at de er gode venner og ønsker hinanden det bedste, men ingen af os har prøvet det før, ingen af os har noget sammenligningsgrundlag. Det er uvisheden, der skræmmer mig. Manglen på kontrol over situationen, for jeg kan hverken gøre fra eller til. Jeg må bare se til. Og håbe på det bedste.
Mine forældre er fornuftige mennesker. Det bliver aldrig en grim skilsmisse, og gudskelov for det, men må man ikke stadig synes, det er lidt vemodigt? Jeg skal aldrig mere besøge mit barndomshjem. Mine forældre skal aldrig mere dele seng. Jeg vil fra nu af være skilsmissebarn. Sådan lige pludselig. Og hvordan er man lige det?…
xx
Marie(duved)
Selvom man er voksen skilsmissebarn, er man stadig nogens barn ❤️
Det er okay at være vred og ked af det. Det er man nødt til at være på et tidspunkt for at overleve det ❤️
Tanker til jer alle fire. I skal nok klare den!