Venskab og ensomhed

At blive skilsmissebarn, når man er 21

Hvad sker der, når alt, hvad man nogensinde har kendt, pludselig vendes på hovedet? Når barndomshjemmet er solgt til højest bydende, og man skal besøge to forskellige steder, når man vender hjem til byen, hvor alting startede? Når man ikke længere har gifte forældre, men er skilsmissebarn? Det er jeg ved at finde ud af. 

Mine forældre er ved at blive skilt. Skilt. Ordet smager dårligt i munden, men situationen er på ingen måde grim. De er gode venner, og jeg har kæmpe respekt for, at man stopper op og erkender, at det der engang var helt perfekt, ikke længere er dét, der gør en lykkelig. Så jeg respekterer den modighed, mine forældre udviser, og jeg forstår dem godt.

Men hvad nu? Jeg tog egentlig nyheden pænt, da den kom. Jeg fokuserede på at passe på min bror, der trods alt er mere tryghedsmenneske end mig selv. Fokuserede på at få ham roligt gennem den omvæltning, han skal leve i i minimum de tre år, han skal gå på gymnasiet. Det var vigtigt for mig, at han vidste, jeg også syntes, situationen var svær, men at det hele nok skulle gå. Jeg tror, jeg lynhurtigt flyttede mit fokus fra egne følelser til, hvordan jeg bedst hjalp ham. Jeg tillod ikke mig selv at være ked af det.

Sådan var det nogle uger, til min mor fik nøglerne til sit nye hjem, hendes nye virkelighed. Jeg havde et mindre panisk anfald, fuld af bekymring for, om tingene nu ville gå så godt, som mine forældre forsikrede os om. For jeg tror virkelig på, at de er gode venner og ønsker hinanden det bedste, men ingen af os har prøvet det før, ingen af os har noget sammenligningsgrundlag. Det er uvisheden, der skræmmer mig. Manglen på kontrol over situationen, for jeg kan hverken gøre fra eller til. Jeg må bare se til. Og håbe på det bedste.

Mine forældre er fornuftige mennesker. Det bliver aldrig en grim skilsmisse, og gudskelov for det, men må man ikke stadig synes, det er lidt vemodigt? Jeg skal aldrig mere besøge mit barndomshjem. Mine forældre skal aldrig mere dele seng. Jeg vil fra nu af være skilsmissebarn. Sådan lige pludselig. Og hvordan er man lige det?…

xx

Marie(duved)

4 kommentarer

  • A

    Selvom man er voksen skilsmissebarn, er man stadig nogens barn ❤️

    Det er okay at være vred og ked af det. Det er man nødt til at være på et tidspunkt for at overleve det ❤️

    Tanker til jer alle fire. I skal nok klare den!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Amalie

    Søde Marie! En skilsmisse er altid en hård ting og en svær ting at komme igennem, uanset alder! Du er “heldig”, at dine forældre er gode venner og kan snakke sammen. Måske kan i endda holde fødselsdage og andre højtider sammen, nu da de er venner. Det er ikke dig der skal være den voksne i situationen, det skal dine forældre. Det er okay at være ked af det og vise sine følelser. Det tager lang tid at vende sig til, men vær åben over for deres lykke! Hvis de får nye kærester, så lad være med at skubbe dem væk, tillad dine forældre at være lykkelige med andre – også selvom det er svært!
    Du må endelig sige til, hvis jeg kan gøre noget. Jeg ved det er hårdt! Du er pisse sej, og selvfølgelig kommer du igennem det ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Mine forældre er også ved at gå fra hinanden. For 17 dage siden fik hun sin lejlighed, og er så småt ved at komme på plads. Jeg er også 21 år, og jeg we lige flyttet hjemmefra. Det værste er at jeg ikke ved hvem jeg skal tage hjem til når jeg kommer hjem, og hvem skal jeg være ved længst? Synes det er svært, at man ikke længere kommer hjem og kan være sammen med sin familie uden at skulle rejse imellem 2 steder. Dwt er en træls situation synes jeg, men håber samtidig bare de er glade.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Caroline

    Det er jeg ked af at høre, men jeg er glad for at dine forældre er gode venner. <33 Håber du kommer godt igennem det

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Venskab og ensomhed