LØGNE VI FORTÆLLER (OS SELV)

JEG HAR FÅET ET ANDET JOB (OG SØGT ET TREDJE)

2016112215571029120_sbig

Som jeg måske fik hintet lidt i mit tidligere indlæg(læs det her), er der sket nogle ændringer i mit arbejdsliv. Jeg har valgt at gå selvstændig fuldtid. Beslutningen blev lidt taget på baggrund af, at de havde svært ved at finde timer til mig på min tidligere arbejdsplads, men det er ikke desto mindre noget, jeg har overvejet længe. Der er bare noget beroligende ved at vide, hvilket beløb der tikker ind d.1, og hvad man har at betale husleje, mad, forsikringer osv med. Jeg har derfor vægtet den økonomiske sikkerhed og ladet den stå lidt i vejen for, at jeg turde tage chancen.

Da situationen ændrede sig, stod jeg mellem at begynde at søge andre steder, eller stole på, at jeg kunne få det hele til at løbe rundt ved udelukkende at lave selvstændigt arbejde. Nu har jeg været rigtig selvstændig i en lille måneds tid, og jeg er simpelthen så positiv over det! Jeg har siddet med en masse blandet arbejde og samtidig haft god tid til at gå og få styr på vores lejligheden, efter vores tredje roomie besluttede at flytte sammen med kæresten. Jeg er blandt andet begyndt at arbejde en del med Bloggers Delight, både via min egen blog, men egentlig primært som freelancer. De har en masse kunder, der efterspørger videomateriale, og i de tilfælde, hvor bloggerne ikke selv kan producere materialet, bliver jeg hyret til at producere kampagnerne for dem. Det er vildt sjovt, og jeg møder en masse spændende mennesker. Derudover har jeg været ude og fortælle om brugen af sociale medier på Designskolen Kolding, og taget de sidste step-by-step fotos til Annemette Voss’ “Lagkagebogen”, der udkommer i april, så jeg har haft masser at tage mig til.

Men som overskriften afslører, har jeg faktisk også søgt et job. Jeg har søgt job på den eneste arbejdsplads, jeg ville have lyst til at arbejde fuldtid på lige nu, nemlig Danmark Radio. Det har længe været min drøm at få lov at arbejde hos DR, og derfor håber jeg virkelig, de vælger mig. Jeg søgte det faktisk allerede i starten af januar, men har været meget i tvivl om, hvor vidt jeg skulle dele det eller ej. For er det så ikke mega pinligt, hvis ikke jeg får det? Det er jeg kommet frem til, at det ikke er. Vi prøver garanteret alle sammen, på et eller andet tidspunkt i livet, at søge et job, vi ikke ender med at få. Så jeg deler hermed med jer, at jeg har søgt et job som snapchat-vært for DR Nyheder. Jeg var så heldig at blive kaldt til samtale, så det var jeg i sidste uge, og venter nu bare tålmodigt på at høre, om jeg er gået videre til 2. samtale. Vi krydser fingre.

Jeg føler virkelig, at jeg står mellem to super fede muligheder. Jeg er både lige blevet glad for at være selvstændig fuldtid, men et år hos DR ville være en kæmpe mulighed, så nu venter jeg bare spændt på at høre, om det lykkes mig at få det.

xx

Marie(duved)

 Følg min blog her

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

LØGNE VI FORTÆLLER (OS SELV)