Et on-going topic i det lille hjem er for tiden det med at vælge. Verden er fuld af muligheder, me
Se næste indlæg >
LØGNE VI FORTÆLLER (OS SELV)
Jeg hører mig selv sige højt, at alt går strålende derhjemme og i mit arbejdsliv, men fortsætter “men”-sætningerne i hovedet. Ja, det går skide godt, jeg er lige gået selvstændig fuldtid, og det er vildt spændende(men jeg sprang ud i det, fordi de ikke havde nok timer til mig på min tidligere arbejdsplads, og jeg er overdrevet nervøs for, om jeg nu kan betale huslejen i næste måned). Ja, det går SÅ godt med Seb og mig(men vi har skændtes hele natten, fordi vi begge to er vildt pressede for tiden). Det er gået op for mig, hvor tit vi lyver, men jeg har svært ved at finde ud af, om det egentlig er dem omkring os, vi lyver for, eller om det mest af alt er for os selv. For hvis ikke vi siger det højt, passer det ikke rigtig, gør det vel?
Hvordan kan det være, vi føler et behov for at glorificere vores tilværelse, når vi fortæller om den til andre? Hvorfor er vi ikke bare ærlige? Overfor dem omkring os, og over for os selv. For handler det måske egentlig om, at hvis vi kan bilde andre mennesker ind, at det går godt, at vi så også selv får lettere ved at tro på det. Nu er det mest af alt småting, jeg lyver omkring, da jeg helt ærlig er glad for både job og kæreste. Jeg elsker faktisk begge dele utrolig højt. Men ingenting er nogensinde perfekt, hvor mange vi end forsøger at bilde det ind. Og det er egentlig ikke, fordi det uperfekte skræmmer mig. For jeg føler mig sikker i både mit arbejde og forhold, så hvorfor har vi så stadig behov for at pynte lidt på sandheden, eller i hvert fald udelade de ting, der måske kunne gå lidt bedre?
Er det bare mig, der lyver, eller har alle jer andre bare mere perfekte liv end mig? Det er blevet rent autosvar at sige “Det går skide godt, hvad med dig?”, hvis ikke det er ens tætteste venner eller familie, der spørger. Og måske er det også fair nok, at man ikke til ens gamle skolekammerat, man tilfældigt støder på i Illum, fortæller, at man er blevet selvstændig, fordi ens stilling forsvandt, eller at ens parforhold ikke er lyserødt hele tiden, men måske vi kunne være bare lidt mere ærlige? Bare i en sådan grad, at vi måske fandt ud af, at de andres liv ikke var helt perfekte, og vi derfor ikke skulle være flove over at indrømme, at vores egne heller ikke var det hele tiden.
Er det bare mig bare, der af og til pynter på sandheden, eller hænder det også, at I får det hele til at lyde en tand federe, end det egentlig er, når I konfronteres med spørgsmålet “Hvordan går det?”.
xx
Marie(duved)
Dejligt indlæg. Scrollede lige igennem mit Instagram feed og så at du havde skrevet noget om løgne. Det var et indlæg om at vi fortæller dem for vores egne eller de andres skyld, og det syntes jeg lød vildt spændende! Igen et dejligt indlæg, fordi på det seneste har jeg også sagt nogle ting og så derefter tænkt, “hvorfor sagde jeg ikke bare sandheden?” Jeg hader personligt når folk ikke bare er ærlige, så hvorfor efterlever jeg ikke selv det? Jeg tror at det er fordi det bare er meget nemmere at fortælle de små hvide løgne, så er der ikke alt bøvl med at skulle forklare sin situation, fordi alt glider jo perfekt. Men den anden person kan jo (i tilfælde af at det er en gammel man ikke har set i lang tid), få en følelse af at de gør tingene forkert, fordi deres liv ikke køre lige så godt som ens eget, hvilket man jo heller ikke vil have.
Ergo folk kan oftest godt lide folk der er bundærlige (tror jeg), og livet skal jo heller ikke være perfekt.
– mange hilsner fra Sydfyn.. 🙂