EN FRYGTELIG KVINDE

NYTÅRSFORSÆT(OG KUR)

img_8647I troede måske, at det var slut med at blive spammet med indlæg fra alle bloggere i universet om deres nytårsforsæt, tanker om 2017, forventninger til 2018 und so wieder, men nej. Én blogger manglede. Jeg manglede. Så her er mit, så vi ligesom kan få det overstået.

Godt nytår for faen. Jeg håber, I havde en skøn aften, at I stadig har alle lemmer i behold, og at I ikke vågnede op med alt for mange (moralske) tømmermænd d. 1. januar. Jeg havde selv en begivenhedsrig og vanvittig sjov aften – tak fordi I spørger. Jeg tilbragte aftenen sammen med en håndfuld af mine bedste venner, og det var en perfekt afrunding på et perfekt år. Det har på mange måder været et begivenhedsrigt år, og jeg føler, mit liv er vendt 180 grader. Sidste år gik jeg på gymnasiet, boede hos min tante og onkel, arbejdede hos Efterskoleforeningen og var as single as you can be. Ingen af førnævnte er længere tilfældet. Jeg er blevet student (hurra for det), er flyttet i lejlighed, har fået et fuldtidsarbejde med kommunikation, sociale medier og film, og så har jeg simpelthen fået en kæreste. Derudover er mine sociale medier dette år vokset for vildt, jeg har mødt en hel masse spændende mennesker, jeg har signet med Splay, som er et Youtube management, startet min blog op her hos Bloggers Delight, og så har jeg vundet prisen for “Årets Serie” til det danske Youtube awards, Guldtuben. Det har slet ikke været et dumt år.

Nu har jeg taget hul på et nyt år, og jeg er død-spændt på, hvad det kommer til at bringe. Ingen ved det, men lige pt har det bragt januar-kur, as always. Jeg må ærligt indrømme at have taget lidt på i den søde julemåned, der jo også inkluderede en uges All Inclusive på Gran Canaria (se alle feriebillederne her), og det er på tide at komme tilbage på sporet. Det samme var tilfældet sidste år, bortset fra, jeg ikke havde været på Gran Canaria, men så er alt ligesom som det plejer. Mascha Vang har skrevet en bog med titlen Kom Igang Med Mascha Vang, og der fulgte engang en light version af bogen med i et dameblad, min mor læste. Her var beskrevet de 7 vigtigste regler, og dem har jeg i flere omgange fulgt, når jeg følte, jeg lige trængte til at oppe mig sundhedsmæssigt. Så det er dem, jeg følger i januar i år. I får dem her, fra mig til jer… eller fra Mascha Vang, til et dameblad, til mig, til jer..

Ingen junkfood
Ingenting, der slutter på brød eller indeholder korn
Spring aldrig et hovedmåltid over
Ingen søde, tropiske, friske eller tørrede frugter
Drik mindst 2,5 l vand hver dag
Ingen alkohol
I seng inden 22.30

Derudover står der i hæftet, at hun anbefaler, at man træner minimum tre gange ugentligt, så det gør jeg også. Så kommer man ligesom tilbage i en rytme og får hurtigt smidt julekiloene igen. Jeg har brugt kuren to gange før i en måned af gangen, hvor jeg første gang tabte 5kg og anden gang 6kg.

Til slut vil jeg ønske jer alle sammen verdens bedste 2018, jeg har en helt masse spændende ting i støbeskeen og håber rigtig meget, I har lyst til at følge min og bloggens udvikling i det nye år. Jeg har ikke nogle konkrete nytårsforsæt andet end at være glad hver dag, være en god veninde og kæreste og at opnå mere, end jeg gjorde i 2017. Hvad er jeres nytårsforsæt?

xx

Marie(duved)

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

EN FRYGTELIG KVINDE